Jeg vandrede op gennem byen for at komme til hotellet. På vejen stod der pludselig en handlende, der fra bagagerummet på en gammel Mercedes tilbød salg af cubanske cigarer og jeg købte et par æsker. Jeg passerede lige forbi palæstinensernes socialkontor og var netop kommet 100 meter længere frem og omkring et hushjørne, da der lød et voldsomt langtrukkent brag og glasstumper kom hvinende gennem luften. Jeg gik tilbage og så glasskår spredt over det hele, enkelte døde og en bygning i brand. Lokale var ved at dække ansigterne på de døde. Der var ikke nogen, der umiddelbart havde brug for førstehjælp, og jeg vidste, at der ville komme et voldsomt pres på hospitalet. Samtidig steg mylderet af skrigende og råbende lokale mennesker og jeg besluttede, at det hurtigste var at gå til hotellet, tage bilen og køre til hospitalet. På vejen passerede jeg Hotel Intercontinental, hvor pressen holdt til. Her gik bartenderen hjem kl. 22, men så var der bare fri bar. Fra hotellet myldrede pressefolkene ud og løb som gribbe over mod bombeeksplosionen.

Jeg stak en cigar i munden og dampede på den. Jeg valgte den korteste vej til strandpromenaden og kom gennem et lille stræde. Pludselig hørte jeg nogle hvinende dæk og det korte metalliske kvas fra et sammenstød. Ungerne på gaden forsvandt ned i en kælderhals og jeg sprang efter dem. Sekunder efter fløj kuglerne fra en kamp på pistoler gennem luften. Det var hurtigt overstået, så var de kæmpende væk. Jeg nåede vores bil og kom frem til hospitalet.

Ved et stop samlede vi en deling fighters på 30 mand op. Grænseområdet til Tigra blev hjemsøgt af bevæbnede røverbander, men de 30 kampvante guerillasoldater med Kalashinkovgeværer skulle nok sikre konvojen. Stadig i nattemørket gjorde vi holdt, camouflerede lastbilerne under akacierne og skjulte os i grenhuler under de tornede træer. Der var vi usynlige for etiopernes kampfly og  sådan måtte det foregå, rejse gennem nattemørket og rast om dagen.

På Canada Day var der et radioopkald fra Canadiernes lejr i Visoko. De havde to, der var blevet skudt og deres kirurg var på ferie i Italien. Jeg tog af sted i en pansret ambulance PMV med Susanne, operationssygeplejerske, og Flemming, narkosesygeplejerske. Det var et vådeskud, der var gået gennem hånden på den ene og gennem låret på den næste og han havde ikke blodomløb i foden. Det var nødvendigt at operere med det samme. Flemming fik ham bedøvet og Susanne riggede op med canadisk udstyr i deres operationstelt. Arterien var skudt over og  der måtte indsættes et stykke vene (returåre) for igen at få blodomløb til underbenet. Vi fjernede også det døde væv i skudlæsionen og lod såret stå åbent, kun dækket af forbinding. Bagefter ordnede vi håndskaden, men der var på det korte stykke gennem hånden ikke afsat ret meget energi og kun beskedent med skadet væv. Også den skade lod vi være åben, men forbundet. 

Jeg gik rundt og talte de patienter, vi havde liggende med komplicerede brud med sår. Der var med ekstern fiksation (knogleskruer) styr på brud og blodforsyning. Sårene var et problem og med allerede mere end 15 patienter liggende af den type og flere i vente måtte vi have experthjælp til opgaven. Jeg ringede hjem til plastikkirurgen Michael Rose en lørdag morgen kl. 5 (så er der god sandsynlighed for at folk er hjemme) og sagde, at nu var det nu. Det var Michael helt klar på og meddelte sin svenske arbejdsgiver, at han var nødt til at tage til Indonesien.

Kl. 02.00 blev vi kaldt ind til en 14 årig dreng, som var såret i venstre lår af en stor hestekoformet granatsplint, som vi fandt i hans tøj, da det blev taget af. Der var et større sår på indersiden og et på 10 cm på forsiden samt en del knust hud på ydersiden af låret og endelig en strejflæsion højt på indersiden af underbenet. Skræddermusklen og den øvrige muskulatur på indersiden var næsten komplet overrevet. Jeg fjernede det døde væv, rensede op og lukkede over et dræn.

Den blev fem inden vi var tilbage i teltet og først halv ni orkede jeg at stå op. Jeg nåede lige barbering, et truckerbad (deoderant), morgenmad og så til hospitalet, hvor jeg havde to cases. 

Et højdepunkt, jeg tit tænker tilbage på med beundring, fandt sted en aften, hvor min bror Sten og jeg sad i nattøj i sofaen og hidsede hinanden op over alle de farlige ting, der var udenfor i mørket. Snakken gik højt og vi puttede os dybere ned under den dyne, vi havde over os. Pludselig sagde min far: ”Drenge, tag noget tøj på.” Og henvendt til min mor sagde han, at vi ville køre ud i skoven. Det gjorde vi så. Lidt før midnat sad vi tre i bælgravende mørke på en træstamme i Folehaveskoven og ventede på, at de skrækkelige skabninger skulle dukke frem. Men der var ingen farlige dyr eller skrækindjagende gespenster. Langsomt kom nattesynet, og man kunne næsten se alt i gråtoner. Et par fugle lettede, men ellers var alt fredeligt. Siden den nat har jeg trivedes i nattemørket og gerne følt det som en beskyttende kappe.

 

Glostrup 1975

En dag gik jeg som forholdsvis ny på afdelingen stuegang med Ottesen og kom til en dame, jeg havde undersøgt og informeret den foregående dag. Hun må åbenbart have fattet tillid til mig, for hun spurgte: ”Åh, overlæge Ottesen, bliver det mon dr. Warburg, der skal fjerne min galdesten.” Han så på hende hen over brillerne og svarede: ”Er de klar over, at de derved udsætter dem for samme fare, som hvis de sprang ud fra Rådhustårnet uden faldskærm.” Han kiggede på mig og blinkede med øjet. Jeg grinede og hun forstod også humoren.

En dag gik jeg stuegang på en sekssengsstue og kom til en dreng på seks, der var opereret dagen før. Jeg måtte vide, om maven var kommet i gang, og spurgte sygeplejersken, om der var gået flatus. Det vidste hun ikke og spurgte drengen om, ”der var gået luft fra tarmen.” Det forstod han ikke og jeg spurgte ham så direkte om, han havde pruttet, hvortil han svarede: ”Nej, det var ham derovre” og pegede tværs gennem lokalet.